Udflugter

Sogneudflugt 2019

Tirsdag den 4. juni kl. 8.30 til kl. ca. 17.30

Menighedsrådet indbyder til en heldagstur med bus til det østlige Fyn. Vi kører først til Nyborg, hvor vi skal besøge Vor Frue Kirke. Her får vi en rundvisning med fortælling om kirkens historie, som går tilbage til 1388. I 2011 fik kirken ny udsmykning formgivet af Maja Lisa Engelhardt; først et gyldent alterkors og senere en alterrude i iriseret glas.

Turen fortsætter til Kerteminde, hvor vi vil spise vores medbragte madpakker på havnen. Derefter besøger vi Johannes Larsen Museet, hvor vi både skal se hans egen bolig, haven og den nyere udstillingsfløj. Johannes Larsen tilhørte kunstnergruppen Fynbomalerne og er især kendt for sine dejlige fuglebilleder.

Eftermiddagskaffe med kage får vi også på museet.

Deltagerne skal selv have madpakke med til frokost. Det er muligt at købe kaffe, øl og vand i bussen. Prisen for turen er 200 kr. og inkluderer bus, entréer og eftermiddagskaffe.

Tilmelding til udflugten sker på kirkens kontor i åbningstiden fra den 2. april. Ved tilmeldingen betales de 200 kr. Beløbet refunderes ved afbud senest dagen før.