Kirkebil

Indsamling i kirken

Helligdagens ord findes nede under kalenderen

Læs helligdagens ord til alle de gudstjenester, vi gik glip af under COVID-19

Gudstjenester i Raklev Kirke

BegivenhedDato

Musikgudstjeneste v. HB

Cellist Morten Zeuthen medvirker ved gudstjenesten, og giver efterfølgende …

19. jul 10:00
11:00
19. jul 10:00 -
11:00

Gudstjeneste v. LD

26. jul 10:00
11:00
26. jul 10:00 -
11:00

Strandgudstjeneste v. LD

Naturens katedral Igennem nogle år har vi afholdt strandgudstjenester på Vollerup …

2. aug 10:00
11:00
2. aug 10:00 -
11:00

Gudstjeneste v. LD

9. aug 10:00
11:00
9. aug 10:00 -
11:00

Gudstjeneste v. HB

16. aug 10:00
11:00
16. aug 10:00 -
11:00

Gudstjeneste v. LD

23. aug 10:00
11:00
23. aug 10:00 -
11:00

Helligdagens ord

5. søndag efter påske v. Lisbeth Dyxenburg

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Dagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

Salmer:

DDS 143: Med den enbårnes herlighed

DDS 15: Op al den ting som Gud har gjort

Bente og Niels synger fra Lysets Utålmodighed nr. 89 Så snublende nærved er glæden

Refleksion

Johannesevangeliet udspiller sig i tiden før påske, hvor Jesus taler til sine 12 disciple den sidste aften, inden han dør, og prøver at give dem nyt mod, og slutter med at bede for dem – og dermed også for os – bede om, at vi aldrig må miste troen, men må være i stand til at se Guds herlighed, også når livet gør ondt.

Det er en meget komprimeret tekst fyldt med en masse store ord, vi ikke bruger i det daglige sprog.

Fx nævnes ordet ”herliggøre” flere gange. Engang var ordet herliggøre måske et almindeligt ord, nu kan det måske virke fremmedgørende. Og der er på den måde stor fare for at ordet flyver hen over hovedet på os frem for at optage os.

Hvorfor er det fremmedgørende? Måske er tiden løbet fra ordet herliggjort her. Alting forandrer sig og det gør sproget selvfølgelig også. Nye ord kommer til og gamle forsvinder.

En anden forklaring kan være at vi over de sidste årtier har lidt et traditionstab i kirken, fordi religion ikke på samme måde er forankret i befolkningen. Børnene hører ikke bibelfortælling i skolen på samme måde som tidligere og folk går ikke lige så ofte i kirke, hvor ordene høres. Derfor virker ordene fremmedgørende.

En tredje forklaring kan være, at der skal alt for store ord til, for at kunne tale om Gud, og at ordene er så store at det er vanskeligt at bringe dem i spil med menneskers almindelige hverdagsoplevelser.

Vi kan så bruge mindre ord til at forklare de store, men så mister ordene noget af deres betydning, dimension og kraft.

Vi er nødt til at have store ord, for ellers bliver vor verden for lille og ordløs. Det er vel sådan at verden er akkurat så stor som vores ord. Vi har brug for de store ord til at gøre vores verden større. Til at kunne fortolke og forstå vort livs erfaringer.

Vi kender ordet herlig. Man kan bruge ordet herlig om ting som f.eks.: ”Hvilken herlig hat”. Dette udtrykker at hatten er opsigtsvækkende, den skiller sig ud på en positiv måde.

Eller man kan bruge udtrykket om en tilstand når mennesker f.eks. udtrykker at ”livet er herligt”, så er det et veltilfreds menneske, der synes at livet er særdeles skønt, fordi det har det godt og er trygt og har alt hvad der er nødvendigt for livets oprettelse og mere til.

Man kan også tale om herlighedsværdi, det er et udtryk ejendomsmæglere bruger til at beskrive hvis et hus har en særlig beliggenhed eller skiller sig ud på en særlig og positiv måde. Herlighedsværdi bruges altså til at beskrive, når noget har en værdi der ligger udover hvad det er i sig selv.

Herlig bruges f.eks. også til at beskrive et fænomen, som at ”vi har et herligt forår”, hvilket betyder at foråret er særlig dejligt dette år. Varmt, solrigt og blomsterne står i fuld flor. Sådan beskrives det også i salmen DDS 15 hvor det i 1. vers lyder ”Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise”! og videre lyder det: ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”.

Når formuleringen herlig bruges religiøst er det netop til at beskrive Guds storhed.

Ligesom salmen ”op al den ting” netop gør så smukt. Guds herlighed er alt det Gud gør og er.

Betydningen herlig bruges når der er anledning til begejstring, glæde eller tilfredshed. Det bruges til beskrivelse at noget underfuldt, noget der er uden for vores fatteevne. Og derfor er dette næsten ikke til at sætte ord på.

Det med at mangle ord, udtrykkes også i salmen ”op al den ting” i vers 9, hvor det lyder: ”Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige: o gud! Hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!” Når noget er større end man kan forstå mangler man ord. Men vi har brug for ord til at tolke vore erfaringer og give os livsforståelse.

Bibelens tekster og hele dens univers er en god spejling på livet, også for os der lever i dag anno 2020.

Herliggørelsens formål er at bringe det guddommelige ind i verden.

Jesus har herliggjort Gud for os dvs. Jesus har gennem sit virke vist os hvordan Gud er. Gennem Jesus kan vi lære Gud at kende. Og gennem den vidunderlige natur, kan vi ane den skabende Gud.

Jesus er ofte afbildet med en glorie omkring sit hoved. Dette er en måde at vise, at han er noget særligt, at han er en hellig person, han er herliggjort af Gud. Tanken om herlighed er, at Gud har givet livet en bestemmelse, en retning, en ”hellighed”, som det er menneskets opgave at leve med.

Den opgave har stor betydning for hvordan vi opfatter naturen, ja hele verden, og for hvordan vi ser på hinanden og os selv.

Alt for ofte bedømmer vi hinanden og os selv meget hårdt og negativt, men Jesus går i forbøn for os og Jesus siger i bønnen: ”Jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine”; og så siger han: ”alt mit er dit” – når jeg hører den sætning kan jeg ikke lade være med at tænke på lignelsen/fortællingen om den fortabte søn (https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/15),  hvor den ældste søn kommer hjem fra marken og er vred og skuffet over at faren har slagtet fedekalven for den yngste søn, der efter at have været bortrejst og har sat sin arv over styr nu er vendt hjem fuld af fortrydelse, tomme lommer og dårlig samvittighed.

Og så er det faren siger: ”min søn glæd dig for alt mit er dit”.

Begge sønner tages til nåde på trods og faren fastholder, at ”alt mit er dit”.

Han giver dem alt hvad han ejer og har. Sådan er det at være herliggjort. Sådan er det at blive set på med en værdi der ligger udover hvad vi er i os selv. Det kan vi ikke sige os selv. Det er at have herlighedsværdi. Man kan sige at herlighed er en måde at blive set på med et guddommeligt blik og det er Guds gave til os og det er større en ord kan beskrive. Amen   

Bøn: 

Gud, du som var før alle tider og som altid vil være. Vi takker dig for, at du lod dig se i din elskede søn, Jesus Kristus. Så vi kan se, din herlighed, nåden og sandhed. 

Når vi ikke kan falde til ro i stilheden og finde ordene til bøn, så lad Jesus bede for os, så vores angst blandes med Jesu håb, og vores lidelse blandes med Jesu med-lidenhed.

Lad din Helligånd bære os frem for dig, for at vi må få hjælp og styrke til at klare alt det, vi ikke magter.

For i din kærlighed er det evige livs lys.

Forvis os alle om, at hverken liv eller død kan rive os ud af din hånd.

Amen! 

Helligdagens ord

4. søndag efter påske v. Helle Brink

I tiden efter påske handler det om, hvad opstandelsen betyder – både for mennesker dengang og for os nu. For vi kan ikke forstå, hvem Jesus virkelig er, før vi ser ham i lyset af opstandelsen. Derfor siger Jesus til jøderne, at de først kan forstå, hvem han er, når han er blevet ophøjet på korset:

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« 

Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Læs dagens tekster i deres helhed her: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-anden-raekke


Salmer til 4. søndag efter påske, Den danske salmebog

292 Kærligheds og sandheds Ånd

722 Nu blomstertiden kommer

Bente og Niels synger fra Årets Gang nr. 8 Nu lyser tusind glædesblus

Refleksion – Sandhed og frihed

Hvordan har du det med mennesker, som fortæller, at de har fundet sandheden? Det kan f.eks. være en forfatter eller en foredragsholder, som har den indstilling. For mig vil det vække skepsis, og jeg vil være på vagt overfor, om jeg bliver manipuleret. På den anden side er det interessant at møde mennesker, som virkelig brænder for noget og gerne står op for det. Alternativet kan nemt blive en relativisme, hvor alt har lige gyldighed, og intet er virkeligt sandt.

Fysikeren Jens Martin Knudsen er citeret for nogle vise ord: 

”Slå følge med dem, der søger sandheden,
og vær på vagt overfor dem, der mener, de har fundet den.”

Han får hermed så fint sagt, at det er væsentligt at søge sandheden. Det betyder en tro på, at der findes noget godt og værdifuldt, som vi skal bestræbe os på. I den søgen er der bevægelse, nysgerrighed og åbenhed. Men når først man mener at have fundet sandheden, så stivner bevægelse og nysgerrighed, og man lukker af for nye indsigter.

Jesus taler i dagens tekst til nogle jøder, som er kommet til tro på ham, om at hans sandhed skal gøre dem frie. Det har de svært ved at forstå, for de mener ikke, at de er underlagt nogen. Men Jesus giver dem friheden som en godtgørelse af den sandhed, han står for. Jesus giver både dem og os et tegn til at se, om en sandhed er reel – nemlig om den fører til frihed.

Frihed bliver altså et pejlemærke for vores tro, og her er nogle punkter som indkredser frihedens indhold:

Frihed ved at Gud lod Jesus opstå fra de døde, så vi kender Guds kærlighed til verden igennem ham.

Frihed ved at Jesus ser os som vi er, så vi ikke skal at skamme os over os selv. Han ser os som hele mennesker med godt og ondt, og rækker os syndernes forladelse.

Frihed til at vokse som mennesker, når vi hører buddet om næstekærlighed, og at der stilles en forventning om, at vi ser ud over os selv.

Frihed betyder plads til at være hele mennesker og møde hinanden med åbenhed. Sådan er den sandhed Jesus står for, en sandhed som Gud bekræftede ved opstandelsen, og hans sandhed skal gøre os frie.

Bøn:

Gud, du livets Herre

Tak for alt, hvad du giver os – tak for mennesker at dele livet med

Tak for Jesus, din søn, som er din kærligheds billede i verden

Tak for at du gør os frie til at handle med kærlighed

Vi beder for de syge, for de ensomme, for de bange og for dem, som sørger

Vi beder for vores familie og venner, vi beder for vores land, og vi beder for verden

Trøst og styrk os, når vi bliver modløse og giv os tro og tillid til, at din kærlighed følger os gennem livet, og at den aldrig hører op

Amen 

Helligdagens ord

Store Bededag v. Lisbeth Dyxenburg

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« 

Dagens tekster kan ses på dette link: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke

Billede: Bedende figur på altertavlen i Raklev Kirke 

Salmer: DDS 289 Nu bede vi den Helligånd

        DDS 367 Vi rækker vore hænder frem

Bente og Niels synger fra Lysets Utålmodighed nr. 82 Du som er i det høje

Refleksion:

I dag har jeg valgt at vise et billede, en detalje fra vores altertavle, af en bedende figur. Det er fordi det er Bededag i dag og derfor vil bøn være et tema.

Jesus opfordrer os til bøn i dagens tekst. Bøn er den kommunikationsform vi har til Gud. Vi kan bede om hjælp når tilværelsen bliver uoverskuelig eller vi kan fremsige en taksigelse, en lovprisning når vi er taknemmelige.

Bededag, som vi fejrer i dag, opstod som helligdag da Christian d. 5. i 1686 lagde en række bods - og bededage sammen til Store Bededag. Der er altså ikke tale om en særlig helligdag med direkte begrundelse i Bibelen. Alligevel giver det god mening at blive mindet om, at bøn er det, der giver næring til troen. Store Bededag blev bevidst lagt på en fredag - på Jesu dødsdag.

Store Bededag bliver indvarslet allerede aftenen før, ved ringning en hel time med kirkens største klokke. Ringningen var tidligere et signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. Klokkeringningen varsler tid for bøn.

Jeg har fået en gammel bog fra 1949, en bog der handler om bøn gennem kirkeåret. Titlen på bogen er ”Højt lyder over Dal og Skov nu Kirkeklokkens klang!”. Titlen hentyder til at kirkeklokkens klang altid betyder mulighed for bøn. Kirkeklokkerne har lige siden år 606 ringet for at sammenkalde folk til bøn. Danmarks ældste klokke er fra ca. 900-tallet. Siden middelalderen har der været en forordning om ringning om morgenen inden arbejdets begyndelse for at huske folk på at bede en morgenbøn og ligeledes ved solnedgang, at aftenringningen skulle minde om aftenbønnen som afslutning på arbejdsdagen. På den måde kunne mennesker vide hvornår arbejdsdagen begyndte og sluttede.

I coronatiden har Folkekirkens klokker synkront ringet kl. 17.00 over hele Danmark, for at vi i fællesskab kunne bede en bøn for de som er syge af Corona, og for deres pårørende samt sundhedspersonalet der passer dem. I denne gamle bog, jeg har fået, står der at hvis vi ikke beder bønner, så er det ligesom børn, der har fået en stor pakke, men endnu ikke har pakket den op. Børnene har hørt om alt det dejlige, der skal være i den; men de har ikke selv set det.

Videre står der, at når man beder, så plejer man at folde hænderne, ikke at det er nødvendigt, men det er bare en god skik, som betyder noget. Når man fx folder hænderne i bøn ligger tommelfingrene over kors, det skal minde os om Jesu kors. Det er kun i hans navn vi kan bede.

Når vi folder vore hænder i bøn, så er vores hænder tomme. Vi kommer med tomme hænder, dette er ens for alle uanset høj eller lav. Og det er et udtryk for ydmyghed overfor noget, der er større end en selv.

Vores fingre er sammenflettede. To foldede hænder er næste ikke til at rykke fra hinanden. De sammenflettede hænder har også en betydning, nemlig at alt hvad der har med Gud og hans rige at gøre skal være sammenfiltret med vores daglige liv, så det ikke er til at skille ad. Det er dét de foldede hænder skal sige os.

De sammenflettede og korslagte fingre når vi folder hænder, har altså en pædagogisk betydning for bønnen. Ligesom at bøn er godt for den, som fremsiger den. Det allerstørste ved bønnen er ikke det, at Gud opfylder den, men det, at den, der beder forandre sig gennem sin bøn. Det vigtige er egentlig ikke så meget dét man beder om, som det bøn gør ved den, der beder den.Det gør noget ved et menneske at fremsige bøn.

Bøn er kommunikation med Gud. På samme måde som det er at bede et andet menneske om noget. At bede nogen om noget, er at give kærligheden mulighed for at blomstre. At bede et andet menneske om noget er en tilkendegivelse af dets værdighed. Det er devaluerende for et menneske, hvis det ikke føler sig brugbart.

De to veje man kan gå, som Jesus nævner i dagens tekst, den brede lette og den smalle svære kan handle om næstekærlighed. Det er ikke let. Det er sværere at glemme sig selv for sin næste, men det er nødvendigt.

Jeg har læst at ca. halvdelen af alle danskere beder. Jo ældre man er jo hyppigere beder man og det er oftere kvinder der beder end mænd. Der er mange der vender sig mod noget større og håber at tilværelsen kan blive bedre for dem selv og andre. I bønnen kan man hente styrke, når gulvtæppet bliver revet væk under en. Troen handler nemlig ikke om at kontrollere det ukontrollable, tro handler om at leve kontrolleret med det ukontrollable. Når man er ved siden af sig selv og ikke ved ud eller ind, så er bønnen et rum, man kan træde ind i og blive båret og forandret.

Måske får du ikke dét du beder om, men du får noget andet.”

Så bed!  Bed! For du skal få. Søg! For du skal finde. Bank på! For Gud lukker op for dig”. 

Amen. 

Bøn:

I dag skulle vores konfirmander have været konfirmeret. Det er blevet udskudt pga. af al det Coronahalløj. Det er så synd for dem, de har glædet sig lige siden de begyndte at gå til konfirmationsforberedelse i september.

Derfor vil jeg i denne bøn særligt bede for dem, der betaler en høj pris pga. nedlukningen af vores samfund.

Evige almægtige Gud

Giv mod og tålmodighed til de unge, alle konfirmanderne der er skuffede og nervøse for om deres konfirmation kan gennemføres sådan som de havde drømt om.

Gud hjælp alle de børn der har haft en svær tid hjemme pga. coronapandemien.

Og de børn og unge der må afstå fra alt det, de var i gang med og som aldrig kommer igen.

Vi vil også bede for studenterne som måske ikke kan få den højtidelige afslutning de i tre år havde set frem til.

Gud vær nær ved de mennesker der i denne tid er blevet arbejdsløse eller har mistet deres økonomiske og trygge fodfæste eller lidt andre store tab.

Lad dem og vort samfund finde trøst og hjælp hos dig og hinanden.

Giv styrke og trøst til alle dem som sidder ved en sygeseng og til dem der ligger i sygesengen og til dem, der allerede har mistet et elsket menneske.

Gud lad hele verden vide at du er os nær og hjælp os styrket igennem pandemien og lær os at fællesskab og næstekærlighed er det vigtigste.

Amen  

Helligdagens ord

3. søndag efter påske v. Helle Brink

I dagens tekst er vi tilbage til tiden før opstandelsen. Det er Skærtorsdag aften, og Jesus taler med disciplene. Han har lige vasket deres fødder, og nu vil han forberede dem på, at han skal dø; men de skal bevare håbet, og derfor siger Jesus:»Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«

Disciplene var rådvilde og forstod ikke, hvad Jesus talte om. Hvordan skulle de kende vejen, hvor Jesus gik hen? Og derfor uddyber Jesus og siger til dem:»Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Læs dagens tekster i deres helhed her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

Salmer til 3. søndag efter påske fra Den Danske Salmebog

235 Verdens igenfødelse

243 Luk øjne op, al kristenhed!

Bente og Niels synger fra Lysets Utålmodighed nr. 78 Se jeg er din Gud

Refleksion – Vejen, sandheden og livet

Afsked er ofte svær. Det gælder ved det almindelige farvel, som når ens barn skal ud og rejse og stå på egne ben. Det gælder, når man siger farvel til en kær ven, og man ikke helt ved, hvornår man ser hinanden igen. Et trøstende ord vil da være: ”Vi ses.” Bare et lille udtryk for, at vi ikke skilles for bestandig; der venter et gensyn og et møde igen.

Afsked ved døden har meget til fælles med det almindelige farvel. Den er endnu sværere, og selvfølgelig mere endegyldig, fordi vi ikke skal se hinanden i denne verden igen. Alligevel vil en del mennesker kunne sige ved kisten: ”Vi ses.” Jeg opfatter det som et udtryk for en fornemmelse af, at der er en forbindelse til den dødes sjæl, som ikke vil blive lukket af.

Troen på, at vi skal ses igen, har sin oprindelse i den kristne tro på opstandelsen. Jesus taler netop ind i disciplenes sorg over afskeden, som venter. For at vende deres modløshed siger han: ” Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” For Jesus vil nu gå i forvejen og gøre en plads klar til dem i Guds mange boliger. Det er en lidt anden måde at sige ”vi ses” til dem.

Samhørigheden bliver altså ikke brudt, selvom døden kommer imellem dem. Den bliver en anden, en åndelig samhørighed. For Jesus vil stadig være levende til stede hos dem ved sin Ånd. Han er selv bindeleddet, vejen, mellem vores verden og Guds større virkelighed. Det hører vi, da han siger: ” Jeg er vejen og sandheden og livet.”

Det er nogle af de store og smukke ord, der lyder i Johannes-evangeliet, hvor Jesus taler om vejen til Gud.

Jesus er vejen; den vej vi skal gå, når vi søger Gud.

Han er også sandheden; sandheden om hvem Gud er, og hvad han vil os mennesker.

Og ende¬lig er han livet; for med opstandelsen kan vi tro på, at samhørigheden med Jesus aldrig bliver brudt.

Det er så livsbekræftende, at det kan være svært at forstå, at Jesus her taler med disciplene om, at han snart skal dø. Det håb, han giver dem, rækkes også til os; så vi i den svære afsked i vores hjerte kan sige: ”Vi ses.” 

Bøn

Gud, du livets Herre

Tak for alt, hvad du giver os – tak for tro, håb og kærlighed

Tak for opstandelsen, som åbner en dør ind til dit rige

Tak for, at Jesus er vejen, sandheden og livet for os

Vi beder for de syge, for de ensomme, for de bange og for dem, som sørger

Vi beder for vores familie og venner, vi beder for vores land, og vi beder for verden

Trøst og styrk os, når vi bliver modløse og giv os tro og tillid til, at din kærlighed følger os gennem livet, og at den aldrig hører op

Amen 

Helligdagens ord

2. søndag efter påske v. Lisbeth Dyxenburg

Evangelie tekst:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomons Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Johannesevangeliet 10,22-30


Refleksion:

Teksten her kaldes for hyrdebilledet. Hyrdebilledet er et billede der går igen flere gange i teksterne i Bibelen. Allerede i Det Gamle Testamente er hyrdebilledet brugt. Fx I salme 23 i salmernes bog, som også er en af teksterne til denne søndag https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

Og adskillelige gange i det Nye Testamente sammenlignes Jesus og Gud med en hyrde og vi kristne med hans får, som Gud vil retlede og beskytte.

Salmer til 2. søndag efter påske:

DDS 663: Gud Herren er min hyrde god

DDS 168: Hyrden er én, og så han hjord

Bente og Niels synger DDS 5: O havde jeg dog 1000 tunger

Hyrdebilledet er også et yndet anvendt motiv i meget kunst, måske fordi det er så konkret et billede. Som I fx kan se her, er der i Raklev Kirke en mosaik i det sydvendte vindue ved udgangen til våbenhuset en smuk mosaik af kunstneren Maja Lisa Engelhardt, over hyrdebilledet.

Tanken med det billede er, at når man forlader kirkerummet, så er hyrdebilledet det sidste man ser. Hyrdebilledet er det billede man skal have med sig ud i hverdagen, at Jesus er hyrde i vores liv. Vi hører Guds røst, og Gud kender os, og vi følger ham, og vi får evigt liv, og vi skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive os ud af Guds hånd. Og det er godt at blive husket på hver gang man forlader kirkerummet, at man ikke går ud i hverdagen alene. I denne så usikre verden, er det godt at blive mindet om, hvor man hører til.

At høre til:

Kender I det at man er på ferie i udlandet, man er langt hjemmefra og så ser eller hører man nogle landsmænd og det er som at se ens nærmeste familie? Man har aldrig talt med dem tidligere, men fordi man kommer fra samme land og deler samme sprog og traditioner, så har man en følelse af, at man hører sammen. Følelsen af tilhør bliver pludselig meget stor midt i det ukendte og fremmede.

Når man bor på landet, hilser man for det meste når man går forbi hinanden, også selvom man ikke kender hinanden. Det gør man fordi man hører sammen i og med at man bor i samme landsby.Men inde i storbyerne er det ikke almindeligt at man hilser på alle man går forbi. Dog er der i øjeblikket en undtagelse, for i denne tid er det anderledes. Jeg har lagt mærke til at i denne corona-tid, hvor man jo går en ekstra stor bue uden om hinanden overalt, der hilser man mere på hinanden. Og smilet er en stille usagt forbindelse med det andet menneske. Smilet er undskyldende og et udtryk for at begge ved hvad der er på færde, nemlig at vi skal passe på smittefare ved Covid-19. Så smilet er mere end et smil, det er udtryk for en fælles forståelse. Der er altså en særlig opmærksomhed og samhørighed mellem mennesker i denne tid, som er rigtig frugtbar, på trods af at den er afstedkommet på et trist grundlag. 

At have et sted man hører til er vigtigt for alle mennesker, det er et grundlæggende behov.Vi har behov for at have cirkler, hvori vi kan bevæge os frit og i tryghed og det kan man, når man har en fælles forståelse. For mange mennesker er hyrdebilledet et Gudsbillede, der giver trøst i en usikker tilværelse og indgyder håb, for mennesker der lever i håbløse situationer.

Og særligt giver det mening i forbindelse med bisættelse/begravelser.For i den situation, har vi brug for at høre, at de døde stadig er omfattet af Guds kærlighed også efter døden. Jesus siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”. End ikke i døden er vi revet ud af Guds hånd.

Men det er også smukke ord at sige til forældrene der bærer deres barn til dåb. For de bærer på et stort ansvar, netop dette lille menneske, de har i deres arme og barnets opvækst afhænger af forældrene, det er et stort ansvar. Derfor har vi dåbsritualet, hvor Gud lægger sin hånd på barnets hoved og siger: ”nu er du mit barn, og dér hvor dine forældre ikke kan følge dig, dér kan jeg.”  Det er en stor fortrøstning for barnet at vide sig omfattet af Guds kærlighed igennem livet, men det er måske en endnu større fortrøstning for forældrene at dele ansvaret og omsorgen for barnet med Gud.  Og ikke nok med det, så er forældrene også selv omfattet i hyrdebilledet.

Vi har nemlig alle brug for at blive taget ved hånden.  Når hyrdebilledet har en sådan overlevelseskraft, skyldes det, at det med et konkret billede udtrykker et grundmenneskeligt behov for tryghed, for omsorg, for at blive vogtet og vejledt samt det giver en fælles forståelse for Gud og for menneskelivet. Kort sagt vi får et tilhørssted. Vi får et sted hvor vi kan vende os, når vi ikke ved hvor vi ellers skal gå hen. Når vi føler os hjemløse, fremmede selv blandt landsmænd eller naboer, eller når vi føler os fremmede for os selv, så kan vi spejle os i hyrdebilledet og finde ro og vished om, at vi er tilsagt i dåben at intet skal skille os fra Gud. Amen 

Bøn:

Herre, vor Gud, himmelske fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: ophold den og forny den, så alt igen bliver godt.

Lad der blive fred mellem alle folk og nationer.

Velsign jorden og menneskers arbejde.

Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til bedste for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og flygtninge, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker.

Lad kirken føre dit ord vidt og bredt og lade det grundfæste sig og give håb.

Amen.

Helligdagens ord

1. søndag efter påske v. Lisbeth Dyxenburg

Evangeliet til 1. søndag efter påske er skrevet af Johannes. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Johannesevangeliet 21,15-19

Salmer:

DDS 408 Nu ringer alle klokker mod sky

DDS 400 Så vældigt det mødte os

Bente og Niels synger fra Lysets Utålmodighed Det sused af vinger

Refleksion

Det er en uge siden at vi hørte budskabet om Jesu opstandelse – at kvinderne kom til Jesu grav og fandt den tom. De blev mødt med budskabet fra en engel om at Jesus var genopstået og at han var gået i forvejen for dem til Gallilæa, og dér skulle de se ham. 

Disciplene ser Jesus flere gange og det er faktisk tredje gang han viser sig for dem i dagens tekst. Det foregik sådan at de var 7 disciple, der var taget ud for at fiske. Det var åbenbart en varm nat for Simon Peter var nøgen. De fangede ikke noget, men da de kom ind til strandbredden af Tiberias sø, stod der en mand og sagde til dem, at de skulle sejle ud igen og kaste garnet ud til styrbordside, altså højre side af båden.

Og så fangede de mange fisk 153 i alt men garnene revnede ikke, sådan beskrives episoden så konkret og detaljeret. Disciplene regnede herefter ud at manden på strandbredden måtte være Jesus og derefter skyndte Peter sig at tage sit tøj på og sprang ud af båden og svømmede i forvejen ind til Jesus.

De spiste derefter alle mad over et bål, som Jesus allerede havde forberedt. Og mens de sad der omkring måltidet, sagde Jesus til Peter: ”elsker du mig mere end de andre”? Lidt senere sagde Jesus igen til Peter: ”elsker du mig”? og for tredje gang sagde Jesus: ”har du mig kær”? Tre gange gentager han spørgsmålet til Peter.

Mon ikke disse tre tilkendegivelser af Peters kærlighed, har noget at gøre med de tre gange Peter inden Jesus død, fornægtede ham? (Markus evangeliet kap. 14, v. 66-72): https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Mark/14

Da Jesus var taget til fange skærtorsdag aften og var i forhør, stod Peter og gemte sig udenfor men blev genkendt tre gange og alle tre gange benægtede Peter at kende Jesus.

Nu får Peter ligesom lov til at gøre det godt igen, ved tre gange at bekræfte at han elsker Jesus.Denne kærlighedserklæring er en tilgivelse Jesus rækker Peter.Mon ikke Jesus vidste at Peter fortrød, at han havde svigtet?

Jesus heler det brudte. Peter er nedbrudt efter hans fornægtelse, men Jesus rejser ham igen med sine tre spørgsmål. Det er det som er den røde tråd igennem påskens begivenheder, at vi mennesker får en chance til, vi får et nyt liv. Vi er godtaget som dem vi er, med de gode og de dårlige egenskaber, som vi indeholder.

Det næste lag i samtalen er at Jesus, for hver gang Peter bekræfter at han elsker ham, giver ham en opgave: Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får, siger Jesus til Peter. Peter bliver genindsat til sin opgave som menneskefisker.Han bliver tilgivet og sat til at tjene. Peter findes værdig til at udføre den betroede opgave, at passe på det mest dyrebare Jesus har, nemlig de mennesker, der vil følge ham og hans ord, som lammene og fårene følger hyrden. Ved at give Peter en opgave, viser Jesus ham værdighed og vigtighed. Jesus viser at han kan bruge Peter til noget og at Peter stadig er vigtig for Jesus og derved genoprettes magtbalancen mellem dem.

Dagens evangelium handler om tilgivelse og om det at føle sig værdifuld.Hvis man har forbrudt sig mod et andet menneske, hvad vi alle u-undgåligt kommer til, så er tilgivelse nødvendigt for at genoprette det brudte forhold. For at genvinde værdighed, er tjeneste eller en opgave nødvendigt.Opgaver giver livet en mening, alle har brug for at føle sig brugbare.   Tilgivelse og tjeneste er opstandelsens nyskabelse. I mødet med Jesus får vi en ny begyndelse. Det betyder at Jesus har gjort alting nyt og at vi er sat ind i en ny virkelighed.

Jeg vil komme med et lille eksempel fra en virkelig beretning fra en hollandsk kvinde, Corrie Ten Boom. Hun oplevede forfærdelige ting i en nazistisk koncentrationslejr, men overlevede lejren og tog derefter ud og holdt foredrag om det. Det var 1947, og hun var kommet fra Holland for at holde foredrag i Tyskland med budskabet om Guds tilgivelse.

Det var den sandhed, de havde mest brug for at høre i det bitre, bombede land, som hun selv har sagt. Corrie gav dem hendes yndlings mentale billede. Måske fordi havet aldrig er ret langt væk fra en hollænders sind, kunne hun godt lide at tro, at det var her, de tilgivne synder blev kastet.

Efter foredraget rejste folk sig stille og gik ud, men en mand kom gående op mod hende og hun genkendte ham med det samme. Denne mand havde været en vagt i Ravensbrück koncentrationslejr, hvor Corries og hendes søster Betsie var blevet sendt til. Fangevogteren havde ydmygede dem. De var arresteret for at have skjult jøder i deres hjem under den nazistiske besættelse af Holland; og søsteren var død, ja hele Corries familie var døde.

Nu stod manden foran hende og sendte en hånd ud og sagde: ”En fin besked, fräulein (frøken)! Hvor er det godt at vide, at som vi siger, alle vores synder er ved havets bund! ”

Og Corrie skriver: ”og jeg der havde talt så åbenlyst om tilgivelse, fumlede nu i min lommebog snarere end at tage den hånd. Han kunne naturligvis ikke huske mig - hvordan kunne han huske en fange blandt de tusinder af kvinder? Da han sidst havde set mig, var jeg radmager og syg, og håret var raget af. Men jeg kom aldrig til at glemme hans ansigt, aldrig. Jeg lagde mærke til hvordan hans ansigt nærmest strålede nu. Han var tydeligvis blevet omvendt, siden jeg så ham sidst. Jeg kunne ikke føle andet end had over for ham. 

Vi stod der og det kunne ikke have været mange sekunder, at han stod og rakte hånden ud, men for mig virkede det som timer, og jeg kæmpede med det sværeste, jeg nogensinde havde gjort. For jeg var nødt til at gøre det - det vidste jeg. Budskabet om Guds tilgivelse, har en forudgående betingelse: at vi tilgiver dem, der har skadet os. Jeg vidste det også fra min daglige oplevelser. Siden slutningen af krigen havde jeg haft et hjem i Holland for ofre for nazistisk brutalitet. De, der var i stand til at tilgive deres tidligere fjender, kunne også vende tilbage til omverdenen og genopbygge deres liv, uanset hvilke fysiske ar. De, der ikke kunne komme ud af deres bitterhed og had, forblev invalideret.
Og alligevel stod jeg der med den kolde punkt i mit hjerte. Men tilgivelse er ikke en følelse - det vidste jeg også. Tilgivelse er en viljes handling, og viljen kan fungere uanset hjertets temperatur.”Jesus, hjælp mig!” Jeg bad lydløst. ”Jeg kan løfte min hånd. Jeg kan gøre så meget. Du leverer følelsen. ”Og så stødte jeg mekanisk min hånd ind i den, der blev strakt ud til mig. Og som jeg gjorde det, skete en utrolig ting. Strømmen startede i min skulder, kørte ned ad min arm og sprang ind i vores sammenføjede hænder. Og så syntes denne helbredende varme at oversvømme hele mit væsen og bringe tårer i mine øjne.”Jeg tilgiver dig, bror!” Jeg græd. "Af hele mit hjerte!"

Sådan slutter beretningen fra Corrie artiklen kan ses her: https://www.faithgateway.com/forgiveness-corrie-ten-boom/#.Xpli3OTV5PY

Der er et gammelt ordsprog der siger at det er menneskeligt at synde, men det er guddommeligt at tilgive. Det vil sige at det kun er når vi selv lever af Guds tilgivelse, at vi kan tilgive andre.

Kristendom, evangeliet til os i dag, er altså budskabet om at vi kan heles, når vi er gået i stykker. Men ikke af os selv. Vi kan heles af Gud, som sammen med os vil se det brudte i øjnene, og give os en ny opgave. En ny mening. Vi bliver ikke dem vi var. Vi bliver os selv på en ny måde. Det er opstandelse.

Og Jesu spørger ikke kun Peter ”elsker du mig” han spørger os alle og så siger han: ”Følg mig”. Disse ord lyder også til os. Amen


Kirkebøn

Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær.

Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time.

Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den.

Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe af Danmark og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.

Amen.

Helligdagens ord

2. påskedag v. Helle Brink

2. påskedag hører vi om, hvordan to af disciplene og Maria Magdalene tog imod opstandelsen. De troede til at begynde med, at nogen havde fjernet den døde Jesus fra gravhulen. Maria Magdalene blev alene tilbage ved graven og græd over, at han var væk. Da ser hun pludselig Jesus stå ved siden af sig, og han taler til hende:

Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Læs 2. påskedags tekster i deres helhed her: https://www.bibelselskabet.dk/2-paaskedag-fra-anden-raekke

Salmer til 2. påskedag fra Den danske salmebog

224 Stat op, min sjæl, i morgengry

241 Tag det sorte kors fra graven

249 Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen

Niels spiller og synger fra 100 salmer nr. 829 Opstandelsen er lige her

Niels spiller orgelkoral af J.S.Bach Opstanden er den Herre Krist

Refleksion – Fra sorg til glæde

Maria Magdalene står alene tilbage ved graven. De to disciple Peter og Johannes har set ind i graven og forstået, at Jesus er opstået. Derefter er de gået tilbage igen. Men Maria Magdalene er opslugt af sorg, først over, at Jesus er død men nu også over, at hans lig er væk. Hun står der tårevædet og kan ikke se rigtigt, og derfor genkender hun heller ikke Jesus, da han står ved siden af hende. Tårerne er et billede på sorgens tid, hvor udsynet bliver begrænset og mulighederne ikke er til at få øje på.  Spørgsmålet lyder både fra englene, der sidder i gravhulen, og fra Jesus: ”Kvinde, hvorfor græder du?”

Det spørgsmål antyder at der ikke mere er noget at græde for, for Jesus lever, men deres budskab siges ikke ligeud. De vil i stedet lede hende umærkeligt over sorgen. For der må gå lidt mere tid, før Maria er parat. Det tager tid, måske lang tid, at komme ud på den anden side af en stor sorg. Alligevel er det godt at spejle sig i Maria, fordi hendes historie viser, at hun kommer videre, når tiden er inde til det.

Forvandlingen af Marias sorg sker, da Jesus nævner hendes navn. Han kalder på hende, og navnet sagt med Jesu stemme er nøglen til genkendelsen. Hun tørrer øjnene og ser Jesus klart. I det øjeblik vågner hendes tro på, at Jesus lever.

Derefter kan Maria orientere sig mod verden igen. Hidtil har hun set sig tilbage, men nu kan hun se vejen frem. Ingenting er som før, men mødet har givet hende fornyet håb. Maria kan genoptage sin vandring i livet med blik for de nye muligheder, som er åbnet. Hun kan gå tilbage til sit fællesskab med disciplene, nu med opstandelsen i ryggen og en tro på, at Jesus er levende til stede hos dem. Udsynet fra opstandelsen åbner for nye synsvinkler, så vejen videre bliver en anden. En ny vej.

Disciplene Peter og Johannes så den tomme grav og kom til tro. Men Maria Magdalene var den første, der mødte Jesus som opstanden. For hende blev det en bekræftelse af, at kærligheden overvinder alt. Hendes tro på kærligheden forvandlede sorgen til dyb glæde, en glæde som ligger under de ord, hun siger til de disciplene, da hun kommer tilbage: ”Jeg har set Herren.” Det er opstandelsens forvandling, at sorg kan vendes til glæde, og nye veje kan vise sig – også i vores liv. 

Glædelig påske!

Bøn 

Gud, du livets Herre

Tak for påskens dybe glæde

Tak for opstandelsen, som giver os tro på, at kærligheden overvinder alt 

Tak for at du kalder os ved navn i vores dåb, hvor du åbner for, at vi altid skal høre dig til

Vi beder for de syge, for de ensomme, for de bange og for dem, som sørger 

Vi beder for vores familie og venner, vi beder for vores land, og vi beder for verden

Trøst og styrk os, når vi bliver modløse og giv os tro og tillid til, at din kærlighed følger os ud i livet, og at den aldrig hører op

Amen 

Helligdagens ord

Påskedag v. Helle Brink

Påskedag er den store fest- og glædesdag i kristne kirker over hele verden. I dag fejrer vi Jesu opstandelse fra de døde. Opstandelsen åbner for tro og tillid til, at Guds kærlighed har sejret over døden.

Vi læser i Matthæusevangeliet, hvordan kvinderne kommer til Jesu grav i det tidlige morgengry. Her bliver de mødt af Herrens engel, som vælter stenen væk fra indgangen til graven. Kvinderne har endnu ikke forstået, hvad der er sket, da englen taler til dem:

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Læs påskedags tekster i deres helhed her: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-anden-raekke

Salmer til påskedag, Den danske salmebog

218 Krist stod op af døde

234 Som forårssolen morgenrød

236 Påskeblomst

Bente og Niels synger DDS 230 med melodi af Ulrik Rasmussen Påskemorgen slukker sorgen

Niels spiller orgelkoral af J.S.Bach Opstanden er den Herre Krist

Påskerefleksion - En sårbar Gud for sårbare mennesker

Mennesket er et sårbart væsen. Hvis vi ikke har tænkt over det før, bliver det tydeligt i disse uger. Mange vidste det godt på forhånd; nemlig alle som er syge, alle som bærer sorg, alle som bekymrer sig; - men sårbarhed findes også sammen med glæden f.eks. over et barn eller over kærligheden, når vi opdager, at det største er hændt os, og at vi kan miste det igen.

Sådan set vidste langt de flest af os det godt, men vi tænker ikke over det til daglig, - ikke før vi selv, som nu, bliver sat i en sårbar position. Sårbarheden bliver tydelig og påtrængende nu, men ellers har mange det med at glemme eller fortrænge den og bare leve og holde af hverdagen.

Sårbarhed hører til det at være menneske; og godt for det. For sårbarheden skyldes kærligheden, - at vi kan elske dem, vi deler livet med, vores børn, familie og venner, elske vores hverdag og liv. Uden kærlighed var der ingen sårbarhed, kun udfordringer at håndtere. Derfor er sårbarhed en vigtig side af vores menneskelighed; den gør os menneskelige.

Vi er ikke alene om at være sårbare. I påsken bliver det tydeligt, at Gud også er sårbar, - han kan såres helt bogstaveligt. For Gud kom til mennesker og levede her hos os i Jesus; Jesus var selv Gud. I påsken hører vi om de sidste dage af Jesu liv, hvordan han blev taget til fange, forhørt og pint, og endelig hvordan han blev korsfæstet og døde. Vi hører, hvordan han blev svigtet og forrådt af sine venner. Jesus var ligeså sårbar, som ethvert menneske er det. Så når vi tror, at Jesus er Gud, betyder det, at vi har en sårbar Gud.

Kærligheden var årsagen til, at Jesus gik ind i lidelsen i stedet for at flygte fra den. Det er korsets gåde, at Jesus havde så stor kærlighed til os mennesker, at han tog sårbarheden på sig. Han gav sig over til Gud i den dybeste tillid, og Gud rejste ham op til livet igen.

Opstandelsen er en bekræftelse af, at Gud er i det sårbare liv; og derfor bliver der vendt op og ned på vores forståelse af sårbarheden. Sårbarhed er ikke svaghed men tegn på, at kærligheden er større end alt andet. Det gælder også i vores liv, og derfor giver det mening at indse sin egen og andres sårbarhed. Den er en del af vores menneskelighed, som vi skal værdsætte. Når vi tør se vores egen sårbarhed i øjnene, bliver vi mere opmærksomme overfor den hos andre. Det åbner for medfølelse og omsorg for det sårbare i vores medmenneske og i alt det levende.

Det er opstandelsens store glæde; at Gud omfatter vores liv med så stor kærlighed, at han vil dele alt med os og være os nær i det liv, som er vores.
Glædelig påske!

Bøn

Gud, du livets Herre
Tak for din uendelige kærlighed, som du sender ind i vores verden
Tak for opstandelsen, som bekræfter, at du er fuldt til stede i det sårbare liv og deler det med os
Tak for at du viser os vej til at nære medfølelse og omsorg for hinanden
Vi beder for de syge, for de ensomme, for de bange og for dem, som sørger
Vi beder for vores familie og venner, vi beder for vores land, og vi beder for verden
Trøst og styrk os, når vi bliver modløse og giv os tro og tillid til, at din kærlighed også bærer os, når vi dør
Amen 

Helligdagens ord

Langfredags tanker v. Lisbeth Dyxenburg

Forfatteren Naja Marie Aidt mistede i 2015 sin søn i en ulykke. Hun beskriver sin store sorg sådan her:

” En nat fuld af rædsel
En nat så fuld af rædsel
En nat så fuld af rædsel,
så fuld af rædsel,
så fuld af rædsel, 
så fuld af rædsel,
så Jeg kan ikke forme en sætning. 
Mit sprog er goldt
Sproget, tomt, hult
Hvidt som i hvid støj
Hvide nætter.
Brudeslør, ligklæde”.

Hun forsøger i digtet at give udtryk for den ordløse sorg, hun var efterladt med og som var så svær at sætte ord på. Hendes sætninger er revet fra hinanden, sådan som man også fornemmer, at hun selv er revet helt itu og fra sig selv. Og selvom hun beskriver sine ord, som golde, tomme og hule, så fornemmer man så tydeligt hvad hun mener.

Langfredag var sådan en dag. Den var lang, modsat de dage som bare flyver afsted, fordi de er fulde af glade oplevelser. Teksterne til langfredag 2020 kan læses via dette link: https://www.bibelselskabet.dk/langfredag-fra-anden-raekke

Salmer:

DDS 201 Det hellige kors, vor Herre selv bar

DDS 192 Hil dig, frelser og forsoner

Bente og Niels synger fra Lysets Utålmodighed nr. 867 Hvem er den Gud

Niels spiller orgelkoral af J.S.Bach: O hoved højt forhånet

Teksterne handler om Jesu sidste tid, og døden på korset.

I teksterne træder Jesu menneskelighed så tydeligt frem. Vi genkender hans tanker og følelser af angst for døden, det ukendte, utrygheden over hvordan det skal ske og sorgen over ikke længere at skulle opleve livet. Langfredag var hård at komme igennem fordi det værste skete. Jesus døde fra sine venner og sin familie. Verden brast itu for dem. Deres håb bristede, og deres drømme forsvandt. Dagen ville ikke tage ende, de stod midt i et mareridt.

Og de manglede ord til at beskrive det. Sådan som vi også kunne høre i Naja Marie Aidts digt, at ordene var golde, hule og tomme.

Vores ord slår ikke til når vi rystes, både når det gælder det forfærdelige men også, når det gælder det vidunderlige.

Når ord ikke slår til, er det godt med ritualer.

Hvis vi kunne være kommet i kirke i dag, så ville vi møde en kirke, hvor flaget var på halv stang, og der ville ikke være tændte lys, ej heller friske smukke blomster på alteret, men blot en enkelt rød rose på et helt bart alter, som udtryk for langfredagssorgen.

Når ordene ikke slår til er det godt at kunne støtte sig til ritualer. Vi har det smukkeste afskedsritual i kirken, når vi skal holde begravelse for nogen vi har mistet. For at tage et enkelt eksempel, så hælder vi jord på kisten med tre håndfulde, ligesom mennesket ved dåben fik hældt tre håndfulde vand og samtidig ved dåben lød Guds ord om troskab mod barnet og ved kisten gentages troskabsløftet fra Gud, for løftet ophæves ikke af døden.

I ritualet bliver afdøde sat ind i en sammenhæng med Gud og ritualerne er med til at knytte fællesskabet tættere mellem afdøde og de efterladte, samtidig med at det også hjælper de efterladte til at tage afsked med afdøde.

Det er vigtigt at have ritualer der understreger vores sorg.

Langfredag i kirken er en slags årlig mindesammenkomst hvor Jesu korsfæstelse er i centrum. I år må man sige at sorgen er særligt understreget i Raklev Kirke her langfredag. For kirkens alter er ikke blot helt bart i dag, men hele kirken er bar! Kirken er i dag heller ikke bare mørk, men også låst af. Og flaget er ikke blot på halv stang, men selveste flagstangen har lagt sig fladt ned på langs foran kirken… som et ultimativt symbol på sorgen. Kirken sørger over at være tom! For vi har brug for langfredagsgudstjenesten. Det er en af kirkens vigtigste helligdage. Langfredag er forudsætning for påskedag. Påskedag er opstandelsesdag, håbets dag. Langfredag fejrer vi, at Jesus gik i døden for os og opstod påskedag til evigt liv, for at også vi skal have evigt liv. Og havde vi ikke den tro og det håb, kunne vi heller ikke komme med vores kære til begravelse.

At komme til begravelse i kirken med vores døde er ikke blot et smukt ritual, men meningsfyldt og livsnødvendigt. Livsnødvendigt fordi håbet om at døden ikke er det sidste, der sker et menneske, er det som skal bære os videre, og kun håbets sprog kan overvinde fortvivlelsens tomme, hule og golde ord. Amen.

Vor Fader,du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din viljesom i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen 

Helligdagens ord

Skærtorsdagstanker v. Lisbeth Dyxenburg: Vi er sammen på afstand

Man skal være omhyggelig med at vaske hænder i denne Coronatid og huske at spritte dem af, hver gang man har været udenfor sit hjem. Meget apropos så har skærtorsdag sit navn fra det oldnordiske skær der betyder ren. Skærtorsdag henviser til fortællingen hvor Jesu vasker disciplenes fødder. Evangeliet kan læses i Johannesevangeliet 13,1-15 på dette link: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke

Jesus sætter sig selv i en tjeners sted, da han vasker fødder på disciplene. Efterfølgende siger han til sine disciple: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«  

Salmer:

DDS  178 Han står på randen af sin grav

DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest

Bente synger fra Lysets Utålmodighed nr. 865 Og var vi alene og var vi kun os

Bente og Niels synger DDS 217 Min Jesus lad mit hjerte få

Refleksion

En Herre og mester er én der tjener andre. Jesus vender op og ned på magtstrukturer. Jesus markerer ved din fodvask et solidarisk og ligeværdigt fællesskab. Det er her kristendom begynder, ved at tjene hinanden. Jeg har prøvet at få zoneterapi, det er vist det nærmeste man kommer en fodvaskning. Jeg havde det lidt på samme måde, som vi hører Peter i teksten, da Jesus ville vaske hans fødder. Jeg følte mig lidt forlegen og blufærdig.

For der er noget sårbart over at være barfodet. Det fik mig til at tænke på min søns skole. Han går i 8. klasse på skolen på Herredsåsen og der har de den politik, at ingen må gå med sko på inden døre. Alle skal have sutsko med eller gå på strømpefødder. Det har jeg altid synes så godt om. Begrundelsen var fra begyndelsen, at skolen var så ny og fin at den skulle holdes i god stand. En anden begrundelse er, at det er svært at være en hård negl på strømpefødder. Det er svært at skulle være en sej og dominerende ung mand overfor de andre børn, når man står med tæerne stikkende ud af strømperne. 

Når man er barfodet er man i en sårbar position. Der er noget særligt ved de fødder!

Fodterapeuter og Zoneterapeuter siger jo også, at alle nerver og energicentre fører ned i foden. Jeg så engang hvordan min egen mand blev helbredt efter et hekseskud i ryggen. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så hvordan en halv times zoneterapi kunne hjælpe, således at han igen kunne rejse sig helt ubesværet, fra at have været bundet til sengen i nogle dage med mange smerter.

Fødder kan også fortælle en livshistorie om det menneske de har båret. Man kan blive helt svimmel ved tanken om alle de veje fødderne har gået på og alle de fodspor de har sat. Nogle skridt har været tunge, andre så dansende lette, at de knap nok rørte jorden. Og så var der de gange hvor man joggede i spinaten! 

Og der er det, at Jesus vasker vores fødder. Han vasker snavset, svigten, vore vildveje og desperate skridt, alt bliver vasket væk, så vi igen kan stå med helt rene fødder. 

På den måde udtrykker fodvaskningen, at vi har fået syndernes forladelse. 

Ligesom fodvaskningen er udtryk for syndernes forladelse og et fællesskab mellem Gud og mennesker og mennesker imellem, er nadver også forbundet med syndernes forladelse og et fællesskab mellem Gud og mennesker. Skærtorsdag er særligt knyttet sammen med dagen, hvor Jesus spiste den sidste nadver med sine disciple. Ved dette måltid tog han brødet og sagde: ”dette er mit legeme” og ligeledes løftede han bægeret og sagde: ”dette er mit blod”. Hele denne gestus er en tegnhandling på, at Jesus vil have fællesskab med os og hinanden. Og han vil være i øjenhøjde med os og han vil have, at vi er i øjenhøjde med hinanden. 

Man kan på Raklev Kirkes alterbillede se, at Jesus sidder sammen med sine disciple og Jesus indstifter nadveren. Alle sidder på den ene langside af bordet og når vi kirkegængere knæler rundt omkring alteret og modtager nadver, så er det som at vi alle sidder sammen. Bordet er fuldendt, vi er ét fællesskab i nutid og fortid, fysisk tilstede og på afstand. Lige siden Jesu sidste nadver har kristne delt måltid med hinanden som udtryk for et fællesskab med alle kristne og med Gud. 

Og Jesus siger at han er hos os, når vi deler nadver.

I dag kan vi ikke sidde sammen rundt om Raklev Kirkes alter, vi må sidde hver for sig og holde nadver, spise vores brunch og drikke vores kaffe. Men uanset afstanden og det faktum at Jesu ord blev sagt for ca. 1987 år siden, så er ordene gældende også i dag for os. Jesus vil være os helt nær, selvom vi er på afstand, det er nadverens mysterium.

Så selvom vi, i denne tid, skal spise hver for sig og stå med fødderne med mindst 3 meters afstand fra hinanden, så må vi tro, at Gud er os helt nær og vi er vasket rene, vitaliseret og klar til en ny vandring. Ja, det er hvad nadver og fodvask og dermed hvad skærtorsdag betyder. Amen.

 

Kirkebøn: 

Vi takker dig vor Gud og Far for disse gode gaver.

Du blev et svar på vor bøn, brødet for vor hunger.

Hjælp os nu at være et svar til dem, som savner, hvad vi ejer i overflod.

Hjælp os at høre det råb, som du har hørt,

forstå den nød, som du har forstået,

tjene, som du har tjent.

Åbenbar for os dit bords hemmelighed

- ét brød og én menneskehed.

Amen!

Aftenringning kl. 17 og ingen påskegudstjenester

I denne tid, hvor kirkerne er aflåste, og alle gudstjenester er aflyste, vil Folkekirken over hele landet holde aftenringning samtidigt kl. 17.00.

Med klokkeringningen giver kirkerne lyd fra sig. Hver morgen og aften ringer kirkernes klokker for at opfordre til bøn og andagt. Det er en gammel skik, som vi gerne vil henlede opmærksomheden på. Når vi derfor hører klokkerne ringe, kan vi huske på og tænke efter, hvad det er for et budskab, kirkerne bygger på. Kirkernes klokker fortæller os, at vi skal tænke på Gud og vores medmenneske og på alt det gode, der trods alt kommer til os hver eneste dag.

Vi vil gerne i lyset af den alvorlige situation, vores land befinder sig i, opfordre til, at vi under aftenringningen sammen husker på og beder for familier som er ramt af al slags sygdom. Vi vil bede for de pårørende og dem som har mistet en af deres kære. Vi vil bede for plejepersonalet og dem der må arbejde og holde samfundet i gang. Vi vil bede for familier der er hjemme og skal få en anderledes hverdag til at fungere.

Vi beder om beskyttelse mod fortvivlelse og afmagt og vi beder om håb. 
Med kærlige hilsner fra Raklev Kirke

Helligdagens ord

Palmesøndag v. Lisbeth Dyxenburg

Til evangelieteksten er der to valgmuligheder.

Den ene er teksten fra Markusevangeliet og den anden er teksten fra Johannesevangeliet, som er den jeg vil tage udgangspunkt i her. I teksten kommer en kvinde til Jesus i landsbyen Betania og salver Jesu fødder med en kostbar Nardusolie. 

Teksterne til palmesøndag kan læses på dette link:
https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag- fra-anden-raekke

Judas bebrejder kvinden hendes fråseri, pengene kunne være brugt på de fattige. Men Jesus forsvarer kvinden: ”Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer – og når I vil kan I jo gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid hos Jer.”

Kvinden kom til Jesus og spildte en dyr nardusolie og overhældte ham med den, fordi det var hendes måde at udtrykke sin kærlighed på, for sådan er kærlighedens væsen. Kærligheden er ikke fornuftig eller smålig. Kærligheden er ødsel og irrationel.

Måske er kvinden og den kostbare olie et billede på Guds Rige. En aftegning af det overvældende overskud og overflod der er, hvor Gud er og hvor Jesus er. Jesus der selv var ødsel med sin barmhjertighed, sin tilgivelse, sit liv, og det er netop hvad påsken også er udtryk for. 

Og påsken begynder i dag. Påsken begynder med palmesøndag. Navnet palmesøndag refererer til den efterfølgende episode, hvor Jesus forlader byen Betania for at tage til Jerusalem.

Jesus kommer ridende ind i Jerusalem på et æsel og en stor menneskemængde kommer ham i møde med palmeblade. Folket hylder Jesus med ordene hossiana, hvilket kan oversættes med hurra! Der er skrevet mange dejlige salmer over fortællingen om indtoget i Jerusalem. 

Salmer:

DDS 84 Gør døren høj gør porten vid Lyt til orgelimprovisation v. Niels

DDS 380 Op dog, Zion! ser du ej 

Refleksion

Jeg har selv oplevet indtoget i Jerusalem… dog ikke på Jesu tid :-)

Hvert år i Jerusalem arrangerer alle de kristne trosretninger en fælles gåtur fra landsbyen Betania til Jerusalem. Mange mennesker fra hele verden rejser hvert år til Jerusalem i påsken, for at være med til at fejre en spektakulær påske. Man mødes i landsbyen Betania, som vi også hører om i dagens tekst, og går i en lang række efter hinanden igennem de smalle gader med palmeblade. De, som er rejst sammen, har måske taget ens hatte på, for bedre at kunne finde hinanden i virvaret af mennesker. Jeg var med i 1994 og gik med russere, israelere, polakker osv. Solen skinnede og man travede i lange rækker sammen mod Jerusalem og sang salmer på hvert vores modersmål. Hver især med vores forskellige sprog, tøj, udseende, kulturelle baggrund og fra mange forskellige kirker men fælles for os alle var, at vi var kristne. Der var et særligt fællesskab og samhørighed imellem os og vi vandrede alle i samme retning mod byen Jerusalem.

Denne følelse af samhørighed og samstemmighed mærker man også i denne noget besynderlige tid, hvor Corona-pandemien har sat dagsordenen i vores daglige liv. Det er ligesom alle mennesker i hele verden vandrer i samme retning som i et fælles palmesøndagsoptog og har et fælles mål, nemlig at bekæmpe Coronavirus.

Der er nemlig en god side ved denne pandemi og det er, at hele verden er fælles og står sammen om at bekæmpe Corona. Corona er en fælles fjende og den får mange til at glemme gamle fjendskaber og gnidninger. Det er som at vi alle ser hinanden som mennesker på tværs af lande, kulturer og andre skel, og de svage får særlig opmærksomhed og beskyttelse.

Krisen har simpelthen fået det bedste frem i de fleste mennesker, som gør at vi hjælper hinanden og bekymrer os for hinanden. Der er folk der tilbyder hjælp med indkøb, børnepasning mv., virksomheder der lægger arbejdskraft til, for at hjælpe med at fremstille div. akutte hjælpemidler i stedet for det, som er deres primære opgave. Man hører hver dag om nye kreative tiltag fra mennesker, der forsøger at hjælpe, enten ved praktiske eller underholdende tiltag. I en tid, hvor mange er isolerede, utrygge og usikre, er det befriende med mennesker der bl.a. tager initiativ til fællessang enten fra deres vinduer eller gennem virtuelle vinduer.

Det flyder så at sige over med gode gerninger, barmhjertighed og omsorg i disse noget svære dage og det er en velsignelse. 

Jeg håber at Corona snart forsvinder, men jeg håber, at den kærlige ødselhed og omsorg som mennesker har vist her i den sidste tid forbliver, for hvor der spildes dér handler Gud. Der hvor vi gør det vi kan, deler ud af det vi kan, og hjælper der hvor vi kan, der handler Gud.

Lad os derfor gå ind i påskeugen med blik for, hvor vi skal spilde, dele, ødsle og handle og med blik for alt det gode Vor Herre spilder til fordel for os – ud over os – hver dag. 

Amen

Kirkebøn

Tak for at mennesker er skabt med en kærlighed fra dig. Tak for at vi kan give og modtage kærlighed.

Gud, vær ved vores side, midt i denne Corona-pandemi, som gør os usikre og utrygge. 

Hjælp os igennem en forandret tilværelse og giv os styrke til at bevare modet, selvom vi må give afkald på meget en tid endnu.

Vær med dem som er døde og må de finde fred og hvile hos dig.

Vær med de familier som er ramt og har mistet en af deres kære. Lad dem erfare din fred i deres sorg.

Giv beskyttelse og mod til alle læger, sygeplejersker, forskere, og alle inden for sundhedsvæsnet, som gør et stort arbejde, for at afhjælpe og helbrede mennesker, som er afhængig af deres indsats.

Vær med vores lands ledere og alle som har ansvar og opgaver ud over hele verden. At de må handle til verdens bedste og menneskers beskyttelse. 

Vær hos os i al vores bekymring og frygt.

Amen.

Helligdagens ord

Marias bebudelse

Der er cirka ni måneder til jul, og derfor fejrer vi, at englen Gabriel kom til Maria med budskabet om, at hun var udset til at være mor for Guds søn. 

Beretningen står i Lukasevangeliet. Her er et uddrag af Gabriel og Marias samtale:

Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Læs hele teksten fra Lukasevangeliet kp. 1 vers 26 til 56 her: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/1

Refleksion

Det er et overvældende budskab, Gabriel kommer med, og Maria er forbeholden til start. Hun fyldes af både frygt, spørgsmål og tvivl. Men Marias tillid vækkes ved englens ord om, at intet er umuligt for Gud, og hun siger: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Da overgiver Maria sig og åbner sig for Guds hensigt. Hun skal føde Jesus, som skal komme til verden for at bringe os nærmere til Gud. 

Maria er et menneske som os, og hendes frygt og tvivl er genkendelig. Netop derfor kan hun også være vejviser for os. Den største hindring for tro og tillid ligger i vores forbehold og de grænser vi sætter op imod at lade Gud komme til i vores liv. Marias bliver et forbillede for tro med sin overgivelse, - og vi inviteres til at følge hende og åbne os for at lade Gud leve og virke i os.

Tilliden er afgørende for at kunne tage imod og turde tro på, at Gud kommer til os, ligesom til Maria. Vi har i særlig grad brug for tilliden i denne tid med uvished om, hvordan det hele skal gå med Corona-virussen og med vores fælles velfærd. I den situation kan vi lytte til Gabriels ord om, at intet er umuligt for Gud. Gud er på livets og det godes side, det kan vi stole på; og vi vil komme ud på den anden side af denne krise. Det bliver ikke let, og der vil være meget, som skal bygges op igen, men vi kommer igennem det.  
Et godt sted at begynde, når vi vil finde tilliden til Gud, er i vores dåb. I dåben blev det sagt til enhver af os: du er ikke bare din egen, men du er Guds barn. Og vores svar lyder sammen med Maria: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Her begynder tilliden.Gud lader troen vokse i vores hjerte, ligesom barnet vokser i Marias liv

Bøn

Gud, du livets Herre
Tak for at du kaldte Maria til at bære dit barn, så du kunne møde os – menneske til menneske
Vi beder for de syge, for de ensomme og for alle som er ramt af coronaens følger
Vi beder for sundhedspersonalet og for vores beslutningstagere
Giv os tillid til, at for dig er intet umuligt
Trøst og styrk os, når vi bliver modløse og bange
Og giv os mod og hjælpsomhed til i fællesskab at komme gennem den nuværende krise
Amen 

Salmer til dagen fra den danske salmebog

71 Nu kom der bud fra englekor Lyt til orgelkoral af Mogens Wöldike

73 Vi synger med Maria Lyt til orgelimprovisation af Niels